Hjemmekompostering

Hjemmekompostering

 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Det madaffald vi kommer i de grønne bioposer og afleverer i de nedgravede beholdere i affaldsøerne, bliver først bioforgasset, så komposteret og siden lagt ud på markerne igen.
 

Hvis du hellere vil hjemmekompostere og bruge komposten / næringsstofferne i din egen have, så har du rig mulighed for det.
 
Hvis du gerne vil have en kompostbeholder så henvend dig på Genbrugsgården til de frivillige klunsere og få en udleveret.
 
I kompostbeholderen kan du kompostere kartoffelskræller, alle rester af grønsager og frugt og kaffegrums. Du kan også kompostere almindelig småt haveaffald (brug kompostgården til det store), men undgå kød, fisk og fedtstoffer. Det kan du i stedet komme i en grøn biopose, og så i madaffaldsbeholderen i affaldsøen .

Råd om hjemmekompostrring 

De tre tommelfingerregler: 
1. Komposten skal have luft (men ikke tørre ud).
2. Komposten skal være våd (men ikke drukne).
3. Kom både organisk affald fra køkken og have i beholderen.
 
Hvordan starter du? 
Kom 10 cm groft haveaffald i bunden af kompostbeholderen. Derefter kan du komme en blanding af mad- og haveaffald i den. Når du har 20 – 30 cm i beholderen, kan du komme kompostorm i.
 
Sol og varme
Komposteringen forløber bedst, når kompostbeholderen står i skyggen om sommeren. Resten af året kan beholderen med fordel anbringes et solrigt sted.
 
Frost og kulde
Aktiviteten ophører stort set ved temperaturer under 5 grader, og ved frost går den helt i stå.
 
Høst af komposten
Når komposten skal høstes, kan du løfte beholderens krop af. Herefter skovler du den øverste uomsatte del af komposten til side, indtil du når ned til den færdige kompost. Den færdige kompost kan du sprede i haven i et tyndt lag – maks. 5 cm.
Efterfølgende kommer du det uomsatte tilbage i beholderen igen.
 
Vand og luft 
Er komposten for tør, så kom mere køkkenaffald i og giv den noget (regn)vand. Lad f.eks. låget være af næste gang det regner.
Er komposten for våd, så luft den med en greb eller andet, og kom mere groft haveaffald i.
 
Hvad kan komposteres?
Fra køkkenet:
Levninger, skræller og rester fra grøntsager og frugt, også kogte og stegte rester, men ikke for mange skræller fra citrusfrugter.
Skorper og rester fra kager og brød, men ikke for store stykker og for meget af den slags.
Små papirstykker fra køkkenrulle og smørrebrødspapir.
Theposer med blade og kaffefiltre med grums.
Afskårne blomster og kasserede stueplanter med klump (bræk klumpen i stykker).
Knust ægge- og nøddeskaller, korkpropper, ispinde o.l.

 

Fra haven:
Alt vegetabilsk affald fra haven. Grene skal dog findeles, ellers tager det for lang tid.
Syge planter bør ikke komposteres, da visse plantesygdomme kan overleve komposteringsprocessen.
Græsafklip, men ikke for meget ad gangen.
Har du fået mange ukrudtsplanter med frø i komposten, vil omstikningen og luftning af kompostmassen få mange af frøene til at spire. De spæde ukrudtsplanter vil dog hurtigt dø af mangel på lys.

 

Det må ikke komme i kompostbeholderen:
Animalsk affald er svært at kompostere, det tiltrækker skadedyr og giver anledning til lugtgener, derfor skal det i grønne bioposer og i Madaffaldsbeholderen i affaldsøen.